Ansættelsesgrundlag

Lederaftalen gælder for chefer og ledere med personaleansvar på gymnasier, erhvervsskoler, VUC og HF. GL repræsenterer ledere på de gymnasiale uddannelser.

Lederaftalen

Aftalen ”MODELAFTALE” om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning og uddannelse på Undervisningsministeriets område gælder på gymnasier, erhvervsskoler, VUC og HF.

Alle ledere med personaleansvar, f.eks. rektor, vicerektor, pædagogisk leder, uddannelsesleder, uddannelseschef o.l. er omfattet af aftalen.

Dine individuelle vilkår i ansættelsesforholdet skal du selv forhandle, men du kan naturligvis altid søge råd og vejledning i GL.
Disse vilkår er til forhandling:

Hvad angår ferie, barsel, fravær af familiemæssige årsager, barns 1. og 2. sygedage mv., gælder statens almindelige regler (se lederaftalens bilag 3).

Lønvilkår

Lønnen fastsættes som et fast samlet beløb, som er pensionsgivende. Der er ikke stillingsgrupper og lønrammer. Der skal heller ikke forhandles kvalifikations- og funktionstillæg.

Lønnen fastsættes ved forhandling mellem den enkelte leder og arbejdsgiver. Der skal her tages hensyn til såvel de lokale forhold på institutionen og lederens placering i organisationen som lederens individuelle forhold og kompetencer (varetagelse af bestemte funktioner, teoretisk og praktisk kompetenceudvikling, kvalifikationer opnået ved tidligere ansættelser, udviklingsarbejde og personlige kompetencer).

Den faste løn reguleres med den generelle procentregulering, der aftales i forbindelse med overenskomstfornyelserne.

Ud over den faste løn kan der aftales bonus (engangsvederlag) og resultatløn. Det er op til den enkelte institution, om – og i givet fald på hvilke vilkår – sådanne præstationsafhængige lønordninger skal anvendes.

Hvis eventuelle variable løndele skal være pensionsgivende, skal dette aftales. GL anbefaler, at alle løndele er pensionsgivende.

Se lønniveauet for ledere i denne lønstatistik 

Pension

Der er et fuldt arbejdsgiverbetalt pensionsbidrag på 18,97% (heraf anses 1/3 for at være egetbidrag).

Der kan aftales et pensionsbidrag, som er højere end 18,97%.

Fratrædelsesvilkår

Lederaftalen indeholder en ramme for at aftale fratrædelsesvilkår, som er bedre end det, der er umiddelbart gældende.

Mulighederne er forskellige for øverste chef og øvrige chefer.

Øverste chef

Opsigelsesvarsel: Funktionærlovens regler om opsigelsesvarsel er gældende. Herudover er varslet forlænget med 3 måneder de første 2 år, og herefter med 6 måneder.

Fratrædelsesgodtgørelse: Funktionærlovens almindelige regler om fratrædelsesgodtgørelse er gældende. Herudover kan det aftales, at der ydes en fratrædelsesgodtgørelse på op til 9 måneders løn ved uansøgt afsked, som ikke skyldes lederens væsentlige misligholdelse.

Øvrige chefer

Opsigelsesvarsel: Funktionærlovens regler om opsigelsesvarsel er gældende. Der kan aftales, opsigelsesvarslet forlænges med op til 6 måneder; dette varsel tillægges det almindelige opsigelsesvarsel.

Fratrædelsesgodtgørelse: Funktionærlovens almindelige regler om fratrædelsesgodtgørelse er gældende. Herudover kan det aftales, at der ydes en fratrædelsesgodtgørelse på op til 3 måneders løn ved uansøgt afsked, som ikke skyldes lederens væsentlige misligholdelse.

GL anbefaler, at rammerne for at aftale forbedrede fratrædelsesvilkår søges udnyttet.

GL's sekretariat er klar til at yde rådgivning, når du skal forhandle dine vilkår som leder.

Ledere ansat før 1. januar 2019

Er du ansat som leder før 1. januar 2019 efter GL-overenskomstens bilag 7 gælder følgende:

Løn og pension

Som pædagogisk leder bliver du indplaceret med en basisløn i stillingsgruppe 1 eller stillingsgruppe 2.

Stillingsgruppe 1: Basisløninterval: 485.345 - 511.173 kr. (i årligt grundbeløb, niveau 31.marts 2012)

Stillingsgruppe 2: Basisløninterval: 450.909 - 472.431 kr. (i årligt grundbeløb, niveau 31.marts 2012)

Herudover skal der aftales tillæg i forbindelse med ansættelsen.

Tillæggene er midlertidige eller varige funktions- eller kvalifikationstillæg. Som udgangspunkt anbefales det, at du aftaler så store kvalifikationstillæg, som muligt.

GL skal godkende tillægsforhandlingen.

Du er omfattet af reguleringsordningen, og din løn stiger således med samme procent og på samme tidspunkt, som lønnen for øvrige ansatte ved skolen.

Du har mulighed for ved ansættelsen at aftale, at din løn forhandles og eventuelt reguleres efter en periode, fx efter et halvt eller et år.

Du er omfattet af samme pensionsordning som andre, der er ansat efter GL's overenskomst. Pensionsbidraget, der ligger ud over din samlede basisløn og tillæg, udgør for øjeblikket 18,07% af lønnen.

Den normale arbejdstid

Lønnen forudsætter en arbejdsbelastning, der svarer til 37 timer i gennemsnit.

Eventuelt merarbejde kan vederlægges med engangsbeløb.

Du kan i forbindelse med ansættelsen fx aftale vilkår vedrørende:

  • Efteruddannelse: For eksempel det årlige omfang, og at efteruddannelsen er selvvalgt, samt at skolen betaler kursusafgift. Du kan selvfølgelig ikke nægte at deltage i efteruddannelse, du pålægges af skolen.

  • Den høje kilometersats ved tjenestekørsel.

Ledere ansat før 1. januar 2019 på GL-overenskomstens bilag 7 om pædagogiske ledere, som ønsker at gå over på den nye lederaftale, bevarer deres hidtidige pensionsprocent på 18,07%, hvis der ikke forhandles en forhøjelse ved overgangen. GL anbefaler, at pensionsprocenten søges forhøjet.

Har du brug for hjælp?

Du er i forbindelse med din ansættelse som leder i gymnasiesektoren altid velkommen til at kontakte GL's sekretariat.