Vi vil alle gerne have en god løn. Den skal tikke ind sidst på måneden, og vi skal opleve, at den er retfærdig i forhold til det, kollegerne tjener. Men virkeligheden er forskellig: På nogle skoler er løn noget, man aldrig nævner på lærerværelset, mens man på andre skoler ved, hvad alle tjener.
GL mener
I GL har repræsentantskabet – alle GL’s tillidsrepræsentanter – besluttet, at vi skal arbejde for mere åbenhed om løn. Derfor begynder vi her i efteråret en lønkampagne, som opfordrer alle tillidsrepræsentanter til at arrangere et møde på lærerværelset, hvor kollegerne sammen drøfter, hvordan man på skolen kan skabe gennemsigtighed og arbejde for at få mere i løn. Kampagnen begynder på de erhvervsgymnasiale gymnasier og fortsætter derefter på de almene gymnasier, hf og VUC.
Jeg ved godt, at løn kan opleves som privat, og for nogle kan det føles grænseoverskridende, at kollegerne ved, hvad man tjener. Men forskningen viser, at det kun er arbejdsgiver, der har fordel af, at vi ikke kender hinandens løn. Når ingen ved, hvad andre får, kan ledelsen lettere spille os ud mod hinanden – og dermed holde lønnen nede.
Det er netop derfor, nogle private arbejdsgivere direkte forbyder medarbejdere at tale om løn. Men et nyt EU-direktiv, som træder i kraft næste år, ændrer spillereglerne: Forventeligt får vi fremover indsigt i, hvordan lønnen fastsættes, og hvordan vores løn ligger i forhold til kollegernes. Det betyder, at ledelsen skal kunne forklare forskelle – og vi får et stærkere fælles afsæt for at kræve forbedringer.
Når vi taler åbent om løn på lærerværelset, får vi et fælles grundlag for at give tillidsrepræsentanten et mandat til lønforhandlingerne. Det får TR til at stå stærkere. Når TR går ind i en lønforhandling med ledelsen, gør det en kæmpe forskel at have opbakning fra hele kollegiet.
Et fælles pres er noget af det mest virkningsfulde, vi har. Det handler ikke om at udstille den enkeltes løn, men om at bruge gennemsigtighed til at sikre, at vi som gruppe får mere ud af lønmidlerne.
Jeg ved, at mange TR’er kan føle usikkerhed ved at tage initiativ til en samtale om løn. ”Hvordan reagerer kollegerne? Gør jeg nogen utilpasse?” ”Er prikskemaet ikke nok?” Det er ikke din opgave at have alle svarene. Din opgave er at åbne døren for, at kollegerne kan tale sammen. Ønsker I, at en fra hovedbestyrelsen eller sekretariatet deltager i jeres samtale, kigger vi gerne forbi.
At gøre løn mindre tabubelagt handler i sidste ende om retfærdighed og styrke. Jo mere vi taler åbent om løn, jo bedre står vi i forhandlingerne. Og jo stærkere vi står sammen, jo bedre rygstød giver vi vores TR, når der skal forhandles løn. Så lad os tage samtalen på lærerværelset. Sammenhold giver styrke.