Som gymnasielærer gennem de sidste 12 år har jeg rundt regnet arbejdet 1.000 timer gratis

Kronikøren Gitte Husted Madsen underviser i engelsk, dansk og fransk på et  teknisk gymnasium og bruger en del af sin fritid på at arbejde. »Jeg øver mig i at arbejde  hurtigere og være mindre grundig, men jeg er stadig ikke blevet god til det,« skriver hun. Der er fuld knald på akademikerbashingen i disse tider. De højtuddannede akademikere, som  er ansat i det offentlige – i skatteforvaltningen, kommunerne, i et ministerium eller som gymnasielærere – anses ikke for at være praktisk anvendelige i samme grad som en tømrer, murer, elektriker, betjent eller sygeplejerske. For akademikere leverer ikke et færdigt produkt, man kan tage og føle på. Der er ingen, der dør, hvis der mangler en akademiker på en offentlig arbejdsplads, så hvad skal vi egentlig med dem?

I debatten om de mange akademikere er det let at overse, at de er den lim, der binder velfærdssystemet sammen. For hvis der ikke er styr på administrationen i det offentlige, vil der ske fejl, som kan have alvorlige konsekvenser for både den enkelte borger og samfundet som helhed. Men lad mig tage udgangspunkt i mig selv. Jeg arbejder som gymnasielærer på et teknisk gymnasium, og det har jeg gjort i mange år. Jeg underviser i engelsk, dansk og en sjælden gang imellem fransk. Ganske unyttige fag, som ikke leverer meget andet end en vis form for dannelse og viden om andre kulturer og anden litteratur. Man lærer om styreformer, politiske partier og evnen til kritisk tænkning – og måske får man ovenikøbet en form for forståelse for andre mennesker og den verden, vi lever i. Min løn er ikke høj. Jeg tjener cirka halvdelen af, hvad en vellønnet privatansat akademiker får i posen hver måned. Hvis man dertil udregner min timeløn, baseret på den tid jeg bruger på at undervise, forberede mig til min undervisning, rette opgaver, give karakterer og feedback, deltage i orienteringsaftener, tage i teatret eller på studieture med mine elever, så er min timeløn sandsynligvis lavere, end hvad de fleste håndværkere eller en skraldemand på akkord tjener.

Havde du betalt en tømrer med en flaske vin?
Ud over den relativt lave løn arbejder jeg som hovedregel både om aftenen, i weekenden og ofte i mine ferier uden at få betaling for ubekvem arbejdstid. Hvis nogen beder mig om hjælp med at oversætte noget tekst på engelsk eller fransk eller give deres børn lidt ekstraundervisning, regner de fleste med, at det er en ren fornøjelse for mig at beskæftige mig med mine fag i min sparsomme fritid. Måske er jeg heldig at blive belønnet med en æske chokolade eller en flaske vin. Men ville man give en tømrer en flaske vin for at sætte et køkken op i en weekend? Ville en automekaniker mon bruge en aften på at reparere din bil gratis? Som gymnasielærer på et erhvervsgymnasium har jeg siden 2013 skullet registrere min faktiske arbejdstid i stedet for at arbejde efter en fast norm for undervisning, forberedelse, 
rettearbejde og øvrige arbejdsopgaver. Det betyder, at jeg noterer min arbejdstid minutiøst hver dag hele året rundt. Ofte kan jeg ikke nå at udføre mit arbejde ordentligt på de 37 timer, der er i en almindelig arbejdsuge, så derfor registrerer jeg merarbejde i mange uger. Ved årets afslutning udfylder jeg derfor en ansøgning om at få honoreret mit merarbejde. De første år havde jeg en klar forventning om at få honoreret mit ekstra arbejde, men sådan spiller musikken ikke. Med årene har jeg forstået, at det slet ikke er sådan, en erhvervsgymnasielærers verden er skruet sammen.

Læs hele kronikken på Information.dk