Tænkning kan ikke automatiseres

For nylig spurgte jeg min hf-klasse, hvor meget tid de egentlig bruger foran en skærm på en uge. Ikke for at udskamme nogen, men af nysgerrighed. Svaret ramte mig. Én elev havde haft 84 timers skærmtid på en uge. Mange andre lå omkring 50 timer. Det er mere end et fuldtidsarbejde.  

Samtidig vender det samme tilbage i samtalerne på lærerværelset: Eleverne læser mindre, de kæmper med at fastholde koncentrationen, og når opgaverne bliver svære, ligger genvejen lige for – et klik, et prompt, et svar. Kunstig intelligens kan levere et pænt formuleret produkt på få sekunder, men det er ikke det samme som at forstå og lære.

Vores gymnasium står på skuldrene af den preussiske gymnasierektor Wilhelm von Humboldt og den preussiske Bildung-tradition. Med afsæt i Immanuel Kant beskriver Humboldt gymnasiets rolle som den institution, der skal føre de unge ud af familiens trygge “kærlighedssfære” og ind i den myndige voksentilværelse, hvor livsduelighed bliver målestokken, og hvor man som selvstændigt individ kan stå i egen ret. 

Hvis man altid spørger maskinen først, aldrig tænker eller skriver selv og dermed undviger de frustrerende og krævende læringsprocesser, misser man selve pointen. Det er ikke kun faglig viden, der går tabt – i sidste ende risikerer man at miste myndigheden over sit eget liv.

Det handler ikke om teknologiforskrækkelse. Kunstig intelligens skal uden tvivl spille en vigtig rolle i både uddannelse og arbejdsliv. Men bruges den som erstatning for tænkning, læsning og skrivning, saver vi ikke bare den gren over, som hele uddannelsessystemet hviler på. Vi svigter de unge – og fremtiden. 

Der er også en anden dimension, vi ikke må overse. Når relationer i stigende grad erstattes af skærme, ser vi mistrivsel. Ensomhed. Manglende tilknytning og mening. Skolen er et af de få steder, hvor unge stadig mødes ansigt til ansigt om noget, der er større end dem selv. Hvis vi reducerer den til en reproduktion af AI-genereret indhold, mister vi noget helt afgørende. 

I en verden præget af krig, klimakrise og geopolitisk uro kan det virke som et lille problem. Men det er det ikke. For hvis vi vil sikre et demokratisk, oplyst og menneskeligt samfund fremadrettet, skal vi begynde her. Med unge, der kan tænke selv, stole på deres faglighed, udtrykke sig med egne ord og indgå i forpligtende fællesskaber. 

Derfor skal vi heller ikke overlade det til den enkelte lærer at løse det alene i klasselokalet. Hvis kunstig intelligens ikke skal underminere læring og fællesskaber, kræver det faglig dømmekraft, didaktisk refleksion og klare rammer. Det kræver tid. Det kræver kompetenceudvikling – og at vi sammen udvikler læringsfremmende teknologer, som kan understøtte den daglige undervisning. 

Samtidig er vi nødt til at tage diskussionen politisk. Uddannelse må aldrig blive et teknologisk eksperiment. Hvis vi vil have almendannede unge, der kan tænke selv, deltage i demokratiet og tage ansvar i en kompleks verden, må vi insistere på, at teknologi underlægges uddannelsernes formål ikke omvendt. Almendannelse er ikke en nostalgisk idé. Det er vores vigtigste investering i fremtiden, og den kan ikke automatiseres.