Nyhed

Vi samler gymnasielærerne – nu også i vores navn

Vi har i GL valgt at skifte navn – ikke fordi vi har glemt historien, men for at stå endnu tydeligere i fremtidens gymnasieverden.

Af Anders Frikke
Formand GL

GL mener

Vi har i GL valgt at skifte navn – ikke fordi vi har glemt historien, men for at stå endnu tydeligere i fremtidens gymnasieverden. Vores nye navn viser præcist, hvem vi er: fællesskabet for alle gymnasielærere. Et fællesskab, der både bærer traditionen og peger fremad i en tid, hvor rammerne for gymnasieuddannelserne er under forandring og pres.

​Det gamle navn har tjent os godt siden 1916. Derfor er det også vigtigt, at vi ikke forlader vores navn GL. Men navnet Gymnasielærerne kan formidles – folk kan forstå det ude i verden. Vi får et navn, der fungerer i medierne, på sociale platforme og som afspejler medlemmer, ikke institutioner. Det vil styrke vores identitet i en tid, hvor der er meget på spil.

Da vi i november havde repræsentantskabsmøde, pegede jeg i min formandsberetning på, at kvalitet i undervisningen ikke opstår af sig selv. Den kræver tid, faglighed og ordentlige vilkår. Når kravene stiger, elevgruppen bliver mere kompleks, og opgaverne vokser, må rammerne følge med. Det er ikke et spørgsmål om luksus – det er et spørgsmål om ansvarlighed. Gymnasiet er ikke et sted for discountløsninger. Det er i mødet mellem lærer og elev, at magien opstår – det er her, vi flytter det umulige. Og det skal der være ressourcer til.

Derfor står vi også vagt om professionskravene: Gymnasiale fag skal undervises af gymnasielærere. Det er ikke et dogme, men en forudsætning for kvalitet. Den brede faglighed, pædagogisk erfaring og dømmekraft, der kendetegner gymnasielærere, kan ikke erstattes. Kvalitet i undervisningen kræver, at den udføres af dem, der er uddannet til det. Derfor skal vi også reformere klogt – både med blik for dannelse og traditioner – og selvfølgelig med blik for fremtiden.

I skrivende stund afventer vi ekspertgruppens anbefalinger for EPX. Vi kender derfor ikke anbefalingerne endnu, men for os er det afgørende, at når EPX skal være en gymnasial uddannelse, skal almendannelsen, som på de andre gymnasiale uddannelser, være ledestjernen. Samtidigt er det afgørende, at vi skal fastholde en fælles målestok for de faglige niveauer – også med en mere praksisrettet tilgang i undervisningen. Det er ikke undervisningsformen, der skal være ens på stx, hhx, htx og epx – det er det faglige niveau, eleverne opnår. Et A-niveau skal være et A-niveau, et B-niveau et B-niveau og et C-niveau skal være et C-niveau.

Vi håber, at anbefalingerne vil understøtte netop dette.

Uanset hvad ekspertgruppen og den efterfølgende politiske beslutningsproces når frem til, må én ting ikke være til forhandling: At kvaliteten i de gymnasiale uddannelser skal sikres gennem tydelige krav, stærk faglighed og lærere med de rette kompetencer.

Fælles for alt dette er, at det kalder på en tydelig gymnasielærer-stemme – og derfor er det det rette tidspunkt at gøre vores fællesskab synligt.

Navneskiftet er derfor mere end et signal. Det er en markering af, at vi fortsat vil samle gymnasielærerne og tale med én klar stemme, når vi kæmper for kvaliteten i undervisningen og for de vilkår, der gør kvalitet mulig.

Tak til jer, der hver dag løfter gymnasiet. Vi løfter jeres stemme videre – nu også med et navn, der gør det tydeligt for alle. Det er os, der er gymnasielærerne!